Teaterudgaven (Robert Icke og Duncan Macmillan) skruer tiden yderligere 100 år frem. Et hold af videnskabsmænd, i hvide kitler og alvorsminer, har i 2084 fundet Winston Schmiths forbudte dagbog (”1984”) – et oprørende skrift om staten Ocianias totalitære styre, med den ultimative overvågning, de daglige ”to minutters had” – og den forbudte kærlighed – og Winstons møde med oprøret i det hemmelige ”Broderskab”.

Vi veksler på scenen mellem fortid (1984) og fremtid (2084) – og ind imellem må vi selv drage parraller til nutid. Ubarmhjertigt følger vi Winston, ungt, velspillet og engelsk farveløst spillet af Patrick Baurichter, som med tvivl i sind dagligt arbejder i Sandhedsministeriet med tilretning, censurering, Ausradierung af Gammelsproget i kamp mod ”tanke forbrydelser”, for at indføre det totalt statskontolerede Nysprog. Ord – uden for kontrol er farlige. Ganske enkelt: eksisterer ordene ikke – mangler vi forestillingsevnen og dermed også evnen til udførelse.

Gennem dagbogen følger vi Williams møde, både med den forbudte fortid (antik-handleren) og nutidens bandlyste kærlighed (Julia). Sammen finder de et hemmeligt mødested uden statsovervågning på kvisten af antikhandlen, hvor de to elskende læser Goldstein, den bandlyste/forbudte bog om ytringsfrihed – og sværger hinanden troskab og kærlighed til hinanden og det frihedskæmpende broderskab.

Men ak, intet er som det ser ud. Ingen kan stole på nogen. Mr. Charrington, den sympatiske hemmelige repræsentant for broderskabet er ligesom antikhandleren Big Brothers redskaber. 2 plus 2 er lig 5, er mantraerne. Og det skal pinslernes rum nr. 101 nok sørge for, at Winston forstår.

Mere modbydeligt og brutalt kan man næppe forestille sig tortur. Ophængning, elektrochok, vandpinsler – en gennemført hjernevask, der i sin realisme (heldigvis) sjældent opleves på en scene.