Forfængelighed, forgængelighed: Velstinkende lydbilleder i »Tre centimeter fra Gud.

AF PER THEIL
Gud, død og identitet. Det er de tre slagord for denne efterårs sæson i Radioteatret. Og hermed lægger lydens teater sig for så vidt også på linje med hovedtendensen i dansk teater i disse år. Det er det samme udtryk for en vilje Drama med kød på til at afsøge og udforske det menneskelige sjæleliv på kanten af kaos – på kanten af det 20. århundrede. Og ikke nødvendigvis for at finde et svar, så meget som for at stille spørgsmålet til os selv: Hvem er vi egentlig lige for tiden? Sjæledramaet, som man kunne kalde genren med
eller uden de religiøse anfægtelser og de spekulationer over Gud, som måtte løbe til undervejs. Sen90ernes teater har, groft sagt, afskrevet ironien til fordel for dét, man turde kalde for den eksistentielle søgen. Når Fanden bliver gammel, ikke sandt. Satiren er dog stadig til at tage og føle på i den svenske dramatiker Marina Steinmos »Tre centimeter fra Gud”. Den religiøse dimension – Ah Gud! er her malende indrammet af et højt elektrisk ståltrådshegn, som markerer indgangen til vor tids himmerige: Den forgudede medieverden. Udenfor på hegnet hænger en flok skrigende piger, inden for i camping vognene bor de berømte skuespillere. Man er i gangmed at indspille en TV-serie. Og det er, som en tyk pointe hos Marina Steinmo, svært at høre forskel på stykkets virkelige scener og dem, som indgår i TV-serien. Fiktionens melodrama mellem den ældre kvindelige skuepiller og den ældre mandlige skuespiller ligner til forveksling
også deres egen verden: Livet som en soap! Men det er ikke mindst i sin tekstlige kødelighed, så at sige, at dramaet og Inger Eilersens instruktion løfter sig til et velstinkende sindbillede på tiden. Den ældre kvindelige skuespiller, hvis krop er én stor fedtsugning – klippet til og strammet op alene til ære for den ældre mandlige skuespiller, som på sin side har en udtrykt forkærlighed for helt små piger og for legens skyld: Små drenge. Og endelig den 12-årige pige, for hvem det lykkes at komme ind i himmeriget og ligge tre centimeter fra sin Gud, her legemliggjort af den unge, om end stadig mere dødsrallende skuespiller. I takt med forfængeligheden, i jagten på udadeligheden, blotlægger spillet altså også den svært betagende
proces af forgængelighed. For ikke at sige: Forrådnelse. Det ormstukne samspil på den ene side mellem
Helle Hertz og Jesper Christensen, og på den anden  side mellem Iben Hjejles forelskede møde med Thomas
Mørks slimhostende kvælningstruede superstar alt sammen efterlader et sært og forunderligt maleri. Et
og lydteatrets bud på et Vanitas, smukt foldet ud med Alex Nyborg Madsen som fortæller, og i selskab med rusmidler og tonerne fra saxofon og strygere. Det er et drama med kød på, det her, og det gnaver sig velsignet ondt ind i kroppen på tiden. Og ikke mindst; ind under huden på  sin -levende-døende – lytter.
Tre centimeter fra Gud.

Medvirkende:

Helle Hertz
Jesper  Christensen
Iben Hjejle
Thomas Mørk
Alex Nyborg Madsen

Iscenesættelse: Inger Eilersen,
oversættelse: Claes Johansen.
DR. P1.