Anbragt §50

Historierne om virkelighedens anbringelser indeholder kilometerlange hylder med sagsmapper, skyggeboksning mod skiftende autoriteter og et indgående kendskab til følelsen af at stå helt alene i verden. Men som anbragt har man også håb, drømme og en særlig styrke til at overvinde de kår, som et svigt efterlader.
 

I § 50 – Anbragt fortæller Sergiu om de uforstående psykologer og om sin flugt fra et bosted på Møn. 17-årige Malek stiller skarpt på sin situation som uledsaget flygtningebarn fra Syrien og hans hverdag på et bosted i Danmark. Camilla og hendes søster gik selv til kommunen, da de var små, men ingen troede dem. Først som 17-årig blev hun endelig anbragt.

Mød en mangfoldig gruppe mennesker på scenen, der på trods af deres vidt forskellige baggrunde og historier alle kan fortælle om anbringelsens menneskelige og personlige konsekvenser. Om kommunale, professionelle og forældres svigt i alle afskygninger, og om de særlige voksne, der gjorde en kæmpe forskel. Om flugt og ensomhed. Og om at overvinde sin egen situation og finde en jernvilje til at overleve. Om styrke, håb, drømme og ambitioner om at gøre en forskel for andre.

Projektet er støttet af Egmont Fonden, der har anbragte børn og unge som særligt fokusområde i 2017. Forestillingen sker i et samarbejde med Egmont Fonden om at give stemme til anbragte børn og unges fortællinger og kommer forud for offentliggørelsen af Egmont Rapporten den 5. december 2017. Egmont Fonden støtter op om indsatser, der formidler barnets stemme.

MANUSKRIPT: Albert, Amanda, Camilla, Karina, Leika, Malek, Mona, Christian, Simon, Sofie og Richard

INSTRUKTØR: Inger Eilersen

WORKSHOPLEDERE: Babak Vakili og Wahid Sui Mahmoud

PROJEKTLEDER: Kirstine Rønnov Due

INSTRUKTØRASSISTENT: Jovana Zoric

REGISSØR: Kasper Friis

FOTOS: Jon Bjarni Hjartarson

FORMIDLING: Line Skyttergaard og Anders Thrue Djurslev

PODCAST-PRODUKTION: Jonas Rohold, Karoline Ulvig Pedersen, Paninnguaq Leibhardt, Freja Eriksen og Anton Vergod Knudsen

VIDEO-PRODUKTION: Benjamin Mørch

KUNSTNERISK LEDER: Henrik Hartmann