Anmeldelse
AF PER THEIL

Barndommens kirkegård døde far, og om hendes usikre skridt ind i sin første, rigtige kærlighed. har begået, om end stykket
sine steder og i Inger Eilersens instruktion er trukket nok så firkantet op. Men Rebekka Owe præsterer som Nellie et dejligt, barnligt forelsket og traumatisk portræt af den farlige uskyld, og Claus Uhlands Kendall rammer lige så præcist ned i den generte, fræk-uartige og følsomme pubertet. Uffe Kristensen har det til gengæld sværere som den far, der opstår og fremstår mere kliché-farceret, end hvad rimeligt er, og Lone Dam Andersens rolle som moderen, tja, var der overhovedet nogen rolle at spille? Spøgefuld og smertefuld ungdoms-thriller om en datters opgør med sin afdøde far på Team Teatret i Herning.

Den amerikanske dramatiker Erin Cressida Wilson er som de fleste andre unge i dag ganske fortrolig med sin onkel Freud. Hun har forvist det på Team Teatret og viser i hvert fald i ”Blodspor” at hun kan historien om den store og stygge faderbinding.
Den serveres faktisk ganske underholdende, denne. binding, som en sort-humoristisk sex-thriller om en ung piges opgør med sin afdøde far. Bevidst og ubevidst. Vi befinder os på en kirkegård. Ved den monumentale gravsten, der er rejst for faderen, og hvortil Nellie henlægger bevidst og ubevidst sine små frække stævnemøder med drengen Kendall. I Kim Witzels flot barokke spøgelses-scenografi, ligger scenen hen i mørk gravmuld, og altså med denne over to meter høje gravsten, der oven i købet kan åbne sig og åbenbare alt det slemme. Og op af jorden minsandten, ud af graven og frem i erindringen og fortrængningen genopstår nu en lille, dog efterhånden større og større, piges møde med sin far og sin fatale faderbinding.
Mindet, men også mareridtet, om en far og en datter udvikles – med incesten som det voksende spøgelse. og med komikken som det barnlige element – til en på mange måder god balance gang mellem det smertefulde og det spøgefulde i dette forhold. Men erindringen om faderens selvmord, og Nellies alt for virkelige skyldfølelse og afmagt over at ha’ svigtet ham til sidst, stikker dog så dybt i hende, at der skal en moden og desperat Kendall til at redde hende. Og det gør han så. Urnen.graves op og en lyrisk renselse af aske og vand finder endelig sted mellem de to unge elskende, Smukt, smukt. Farlig uskyld Det er overhovedet et fint. Fabulerende vokseværk, som Erin Cressida Wilson begået.

Medvirkende

Rebekka Owe

Uffe Kristensen
Claus Uhland
Lone Dam Andersens

Ny amerikansk dramatik af Erin Cressida Wilson.

Oversættelse: Inger Eilersen og Morti Vizki.

Instruktion: Inger Eilersen.
Scenografi. Kim Witzel.
Musik: Ivan Horn.

Team Teatret i Herning.