Af JENS KISTRUP
MED sine to skuespil Liebhaverne og Den blinde maler har Nikoline Werdelin placeret sig som en af vores bedste og mest mulighedsrige dramatikere. En replikkens mester med noget væsentligt på hjerte. Hvor god hun er og hvor mange muligheder hun rummer – viser sig ved de lag, der afdækkes, når et af hendes stykker kommer op i en ny version. Det er det, der sker i Inger Eilersens iscenesættelse af Den blinde maler på Aarhus Teater.
Ved urpremieren på Husets Teater koncentreredes det meste af opmærksomheden om Tommy Kenters  blinde maler – den store kunstner, hvis professionelle-private egocentricitet tillige med hans manio depression >>Hvorfor er alle mine kvinder defekte? De sender mig defekte kvinder, men jeg tror, det er mig, der ikke kan elske! Først en gold, så en grim, så en dum. << Og det er sandheden: Han kan ikke elske. Men hvor forestillingen på Husets Teater var hans og først i anden række kvindernes, er der på Aarhus Teater kommet balance i det dramatiske kønsrolle-billede.
Jens Zacho Böye spiller maleren som en charmerende he-man, der sagtens ville have kunnet elske, hvis ikke hans kunstner-ego >> Det er sindssygt svært at have et talent, der er så stort mit«- havde skabt den afstand til kvinderne og kærligheden, som gør det umuligt for ham at bevare sit forhold til lige meget hvilken af dem. Han tilstår, at han er til det mere ukomplicerede men overalt støder der komplikationer til. Ikke mindst i ægteskabet med den kone – der også maler, om hvem han siger, at hun lærte ham at leve. Men leve hvordan?

Den blinde maler er det afgørende bevis på rækkevidden af Nikoline Werdelins talent som dramatiker. Et moderne Strindberg-skuespil om den umulige kærlighed mellem mand og kvinde, hvor kvinderollerne her ved gensynet i Århus får lige så stor betydning som mandens rolle. Uden at Nikoline Werdelin af den grund bekender sig som militant feminist. Anne-Vibeke Mogensen gør hustruen til en jævnbyrdig partner til manden – fint på den smerte, hun inderst inde føler ved at ville forlade ham. Lotte Munk levendegør meget rørende, ja, direkte hjertegribende forelskelsen hos den unge kræftsyge kunsthistoriestuderende, der går fra sin meget ældre mand og sit lille barn for malerens skyld. Og Camilla Einfeldt er meget sjov som den lille dulle, maleren til sin egen irritation brænder varm på, selv om der er mere end tegneserie-karikatur i rollen.

I Jesper Corneliussens glimrende abstrakt stiliserede sølvgrå scenografi er Nikolines opus  nær ved at være blevet et andet – og bedre! – skuespil, end det var i Nikoline Werdelins egen iscenesættelse i København. Den blinde maler
viser sig at have andre og flere hemmeligheder især på kvindesiden, end det afslørede dengang, hvor svært det end har ved at slutte. Det kan man kun sige om de ægtefødte dramatikere.