Werdelins vederstyggelige verden

Blind er noget af det eneste, man ikke kan beskylde Nikoline

Werdelin for at være. Tværtimod har hun et næsten uhygge-

ligt syn, sådan en besk blanding af røntgen og ultralydsscan-

ning, der opfanger alt det mest utiltalende og ulidelige hos os.

For det er netop os, hendes samtidige, Werdelin iagttager

og forstår så ejendommeligt eksakt. Både i sine tegneserier og

sin dramatik afslører hun, at hun tilsyneladende kender os lige

så godt som sine gamle skolekammerater. Hun er fortrolig med

vores liv i alle dets detaljer, fra badeværelset til bardisken.

I Den blinde Maler har Werdelin imidlertid udvidet sin horisont

– både ved at gøre hovedpersonen til mand og til midaldrende.

Hendes Søren Sibast er en succesfuld kunstner, udadtil i hvert

fald, og han er atypisk for hendes figurer, fordi han hverken er

optaget af materielle goder eller af den store kærlighed. Han

er meget simplere. Hans boheme-ego er nemlig kun drevet af

to grundbehov: Sprut og kvinder. Ellers kan han ikke male.

Selv er han i tvivl om, hvilken kraft, der er den stærkeste livsin-

spiration – flasken eller kvindekroppen. Derfor forsyner han

sig konstant med overdoser af begge dele. Han skal jo inspi-

reres, han skal jo skabe, hans talent skal jo blomstre… Werdelins

pointe er, at så enkelt kan man næppe leve – ikke hvis man ind-

drager andre i sit liv. Det bliver i hvert fald de andre, der kom-

mer til at betale prisen: i dette tilfælde de kvinder, der ser det

som deres opgave at prøve at gøre ham lykkelig – selv om hanselv til enhver tid afviser at overtage deres idealer om ‘det gode

liv’. Stykket er uden nåde. Der bliver ikke pyntet på Den Store

Kunstner og hans livslogn. Tværtimod udpensles alle detaljer

omkring dette alkoholstinkende røvhul af en charmeur.

Nutiden, der aldrig slutter Naturligvis skal slutningen ikke røbes her. Men formodentlig er netop slutningen det svageste punkt, sådan dramaturgisk set. Måske er det ikke så overraskende. En kunstner som Werdelin

har netop i sine tegneserier haft den kontinuerlige pointe, at

der altid vil komme en stribe til.

Tilsvarende er hendes drama-tik så uhæmmet sugt ud af virkeligheden, at det ville være urealistisk at påstå, at handlingen vitterlig slutter, bare fordi

stykket gør det. Ambitionen om at skabe en formfuldendt slut- 

ning i et Werdelin-stykke må derfor nødvendigvis være en

noget af en selvmodsigelse. Desuden holder vi jo ikke op med

at være vederstyggelige, ford vi bliver skildret af Nikoline

Werdelin. Vi finder bare ud af, at vi er flere, der er blinde.

Medvirkende

Søren Sibast  –Jens Zacho Böye

Isabel – Anne-Vibeke Mogensen

Helga – Lotte Munk

Joy – Camilla Einfeldt

Iscenesættelse: Inger Eilersen

Scenografi: Jesper Corneliussen

Lysdesign: Jens Holm Larsen

Lyddesign: Kim Engelbredt