Vinterkulde og forårssol
Radiospil
Anmeldelse af Kirsten Dahl
Kulden bider i Peter Hugges radiospil »Det eneste forår* Men det gør menneskene i stykket også. Deres vrede og aggressioner står fint i forhold til den isnende kulde og den frosne sne, som dækker landskabet udenfor. Hugges personer er skrøbelige skabninger, som er tynget og presset af kærlighedens tveæggede ansigt, dens besættende kraft på godt og ondt, på liv og død. En ung mand Flod kommer en kold vinterdag til en fremmed by for at lede efter sin far Louis-Louis’ morder.I byen bor en kvinde, Arina.
som alle kalder byens perle. En indeburet og temperamentsfuld kvinde, som bærer på en uhyggelig og samvittighedstyngende hemmelighed, som gør, at hun om dagen hader mænd og konstant vil vaskes og skrubbes ren. Mens hun om natten går i søvne og fabulerer løs om den kærlighed til Louis-Louis, som hun
har selv gjorde en brat ende på, men nu drømmer om at leve om. følelsesmæssig fangenskabv og kulde, og forår for forløsning og varme.
Inger Eilersen har instrueret, så vi sanser både de fysiske og psykiske lag. Den knirkende snes kulde, badets
varme, Flods sult som den varme pizza stiller, og personernes følelser af at være for fulgt, forladt, forelsket og attrået.
Flossy er den unge pige(m ed det rigtige navn Alexandrina) som dagligt bader Arina og spiller skak med
hende, fordi hun via kontakten med en (tilsyneladende) mandehader håber på at vinde styrke til at løsrive sig fra kæresten Poppy. For han er en rå fyr, som på sadistisk vis knipser fotos af hende, fordi han er besat af hendes skønhed.

Spillerne har alle et nuanceret stemmeregister. Lisbeth Dahl bevæger sig fra små abrupte skarpe vredesudbrud over snerren og dreven ind smigeren, til blid lidenskabeligt henført poesi. Thomas Bo
Larsen belægger Poppys sadisme med en råhed, som også eksponerer personens afmagt. Hella Joof får det forpinte, men også vreden, varmen og de hengivne følelser frem i Flossy. Og Mads Mikkelsen toner Flod med troværdig oprigtighed og nærværsskabende fordybelse. »Det eneste forår er et stykke, som skaber koncentration om sig selv. Men som også får en til at associere.
For mit vedkommende tilbage til et gensyn med Lars von Triers ”Breaking the Waves” og til filmen ”Postbudet ringer altid to gange”. Ved et tilfælde havner Flod hos Arina. Vi ved hurtigt, at hun har myrdet Louis- Loius. Men som i en god krimi gør det ingenting, for det er detektivens opklaring proces og den skyldiges vej til »kapringen«, som tæller. Og den er tvundet sammen af intense samtaler, poetiske mo-
nologer og bagvedliggende instrumentalmusik. Der er noget skæbnesvangert over titlen. Og på samme
vis har spillet en konstant underliggende tone af noget både til-grænsen-gående og ultimativt. Stykkets personer er havnet på den sidste station, den yderste revle. Og på fascinerende og paradoksalt vis skildres det, at det også er her, de afgørende beslutninger tages. For nogle betyder det død, for andre en ny begyndelse.

Instruktion: Inger Eilersen

Teknik: Solvejg Berger
Medvirkende:

Mads Mikkelsen,

Hella Joof,
Lisbet Dahl,
Thomas Bo Larsen.
DR.P1