Anmeldelse Bettina Helberg

GODHEDENS problem er hos Bert Brecht på én gang hurtigt løst- og for evigt uafklaret.
Når han vil løse problemet om hvordan mennesket dog skal blive godt, griber han til sin kommunistiske barnetro. De social-historiske omstændigheder i de kapitalistiske samfund forhindrer mennesket i at være et rigogtigt menneske-systemet udbytter mennesket, ikke bare økonomisk, men moralsk. Mennesket bliver derfor ikke godt, før det er befriet for materiel elendighed og politisk undertrykkelse – ‘først kommer maden, så moralen’. Brecht’s maxisme.

Men det er på en måde den omstændighed, at Brecht alligevel ikke har facitlisten parat, der stadig gør ham til medrivende teaterdigter i den store episke tradition, som man måske troede var ved at uddø – men som på det i seneste har fået sin renæssance på mange Europæiske scener. Nu også på Gladsaxe Teater, hvor ‘Det gode Menneske fra Sezuan’ bliver til bevægende, levende og underholdende musikteater – i bedste overensstemmelse
med Brechts idé om, hvormed kan sange kan underbygge pointer og skabe ekstra tydelig intellektuel erkendelse, netop ved musikkens appel til følelserne. Musik og sange, der skal smelte vor forstand.

Sebastians musik opfylder den svære opgave. De fleste har musikalske indslag er fra tv-udgaven i 1988, men et par nye er kommet til. Sebastian er i denne forestilling mere overbevisende teatermusiker end ofte før- måske fordi der her er en glimrende tekst at profilere.
POINTEN, den klare, i stykket er jo, at det gode menneske, den fattige luder i Sezuan, Shen Te, ikke kan bevare sin godhed. Hun får en lille tobaksbutik foræret af de tre guder, der besøger jorden for at lede efter godhed, men Shen Te’s godhed, kommer hurtigt til kort, og for at overleve må hun spalte sig selv op i to siamesiske tvillinger: den gode Shen-Te og
hendes onde fætter, Shui Ta. Så længe de sociale omstændigheder er undertrykkelse, kan Shen Te ikke opfylde, hvad Brecht i stykket definerer som godhed: ‘Ikke ødelægge nogen, heller ikke sig selv, fylde enhver med lykke, også sig selv er godt.’ Hvornår sker dét? Ifølge Brecht’s og Sebastians bedste scene sker det på Sankt Aldrigsdag den dag, der synges så tænderskærende om i ‘Das Lied vom Sankt Nimmerleinstag’. Det er den dag, da den
stakkels gode Shen-te vil følge sit hjerte og kærligheden og gifte sig med flyveren Yang Sun.
Som hvid brud, fortvivlet klar over, at hendes elskede og tilkommende mand slet ikke er god, står Shen-Te og venter på kærlighedens velsignelse mens alt, hvad hendes brudgom står og venter på, er at hendes onde fætter, Shui Ta, skal dukke op. Fætter Shui-Ta skal nemlig bringe ham pengene, for at han kan komme til Shanghai og blive postflyver. Hans flyverdrøm er i vild konflikt med kærligheden, og Shen- Te’s bryllupsfest bliver med et  artistisk kup netop til ‘Sankt Aldrigsdag’: menneskelivets aflyste kærlighed. Scenen er flot koreograferet, musikken er klingende farlig og skarp, og her bliver sangens funktion i forestillingen netop hvad Brecht helst ville med sine sange: ‘Skil jeres sange fra det øv-
rige! Lad et musikalsk emblem, lad belysningens vekslen, Lad titler, lad billeder slå fast,
At en søsterkunst nu  Betræder scenen, at skuespillerne forvandler sig til sangere.’
MED Marianne Mortensen som Shen Te/ Shui Ta får denne opførelse af Brecht en
bevægende, stort syngende, direkte gribende hovedperson.Hendes forvandlinger mellem pigeligt rørende altruisme og jernhård forretningsdisciplin lader os aldrig glemme, at dobbeltmennesket er støbt i ét jerngreb, samfundets, og at Shen Te’s gode hjerte bløder bag Shui Ta’s maskuline habit- samfundsstøtten, der påkalder sig øvrighedens respekt og en økonomisk succes, netop ved sin hårdhed. Hvor ironisk, at hans tykke mave er en graviditet.
Dog er der jo endnu mindst ét godt menneske iSezuan, det uberegneligt poetiske element i Brechts’s historie.
Det er Wang, taberen, der må leve af at sælge vand, men må gøre det med dobbeltbundet bæger. Og ingen køber vand i regnvejr. Godheden er: at købe et bæger vand, selv om det regner. Jesper Vigant som Wang er fin, velsyngende, og hans præstation tangerer aldrig det
sentimentale, ellers en fristelse for så mange af scenekunstens vandbærere.
Derimod tror jeg, at Ole Lemmeke som flyveren Sun, Shen-Te’s elskede, er instrueret alt for meget som traditionel skurk. Derved bliver en vigtig pointe sat over styr, netop den, at også hans forræderi er det svages menneskes forræderi, et produkt af sociale omstændigheder.
Dén pointe fastholdes ellers fint hele vejen igennem rollelisten, hvor alle klienterne, nasserne, masserne, klamrer sig til Shen Te’s godhed og tobaksbutikkens varme, indtil også de forvandles til lønslaver og varer i Shui Ta’s tobaksfabrik – et andet virkningsfuldt  musikalsk-teatralsk tableau om arbejdslivet som trædemølle.
GUDERNE DER besøgte jorden, vasker deres impotente hænder. De havde stålmapperne med, men ingen forløsende gaver til de jordiske. I Pia Maanssens usædvanligt elegante, morsomme og alligevel lette scenografi dukker de op som renskurede nikkedukker fra dampbadet i scenegulvet. Guderne kan ikke hjælpe på den jordiske elendighed. Hjælp!’ råber til slut den fortvivlede Shen Te, efter at hun har smidt sin Shui Ta forklædning for øjnene af de himmelske, der blot unddrager sig. Hos Brecht synger guderne til sidst, inden de stiger til vejrs, en terzet. Den er strøget til fordel for en banaliserende Sebastian-duet,
‘Menneske, min ven’. Imens fryser Shen Te/Marianne Mortensen for længe i sin særk, afklædt og afmægtig, og den finale er et antiklimaks. Bortset fra det kiks er Gladsaxe Teaters Brecht-forestilling i Inger Eilersens sikre hænder blevet en ren fornøjelse, teater med syntese af vid, følelse, musik og mening.
Medvirkende
Marianne Mortensen
Jesper Vigant
Ole Lemmeke
Birgit Sadolin
Dorthe Herman
Tore Eg
Hans Henrik Clemensen
Isa Holm
Rebekka Owe
Niels Bender
Elisabeth von Rosen
Lars Dittmann Mikkelsen
Poul Hüttel
Søren Rode
Christa Buchhøj
Claus Uhland
Lise Nees

Orkester
Hapelmester / Heyboard 1 / Hlaver: Jergen Lauritsen / Stig Christensen
Heyboard Il/ Harmonika/ Orgel: Jesper Mejlvang
El-bas/Bandles bas: Thomas Fog
Elektrisk guitar / Akustisk guitar: Hans Oxmond
Trommer / Percussion: Lars Wagner 

Musik og sangtekster: SEBASTIAN/ BERTOLT BRECHT
oversættelse: Finn Methling
iscenesættelse: Inger Eilersen
scenografi: Pia Maanssen
musikalsk arrangement: Jørgen Lauritsen / Stig Christensen
koreografi:
Mikala Bjarnov Lage
lysdesign: Torben Lendorph Christensen
lyddesign: Tom Sætre / Troels Dahl