,Din fars onkel
af Peter Hugge.

MOREN SER fjernsyn, faren ser på havet, døtrene ser dybt i spejle og skrin, og den gamle onkel glor på dem alle sammen med sit fæle kiggerblik. Har de fået glosuppe til middag, eller hvad er det for en snedig konstruktion af blikke og spejlinger, fantasi og virkelighed, som Peter Hugge har fået skabt i sit andet udspil til Radioteatret? Det ligger allerede i den kringlet henvisende titel Din fars onkel, for hvem er det, der bærer fortællersynsvinklen, og hvad er i fokus? Det udgør spillets fascination og store problem. Samtlige personer i familien er på udkig efter ‘den rigtige bølge’,  og et liv at springe ud i. Fortid og nutid, eventyr og realitet, glider ind over og brydes mod hinanden, ledsaget af bølgeskvulp og spinkle spilledåse toner. Grå hverdagsfjæs i morgenspejlet spørger til
Lille spejl på væggen der.  Mens Mor Joy flæber over gamle kærlighedsfilm som minde om  engang hun selv var noget ved filmen, og Far Øverst sidder og kigger efter havfruer og synger en fortabt lille stjernesang, dyrker døtrene, Plimrose og Søs, drabelige fortællinger om hovedløse præster. Forældrene er blændet af en fortid, de ikke vil se i øjnene, men døtrene kæmper for at få fæste i en  omverden.
Plimrose er parat til at bryde ud, men kommer med eventyrets typiske skæbneironi til at gentage  fortiden  – den fortid der stikker sit fjæs frem i form af en gammel onkel med en overraskende ny genre inden for familiefilm: mor og far som pornostjerner. Hans Nice Uncle Productions får sat dramatisk skub i hele familieforetagendet. DIN FARS onkel har sine absurd-poetiske pointer. Skægt når mor Joy (Helle Hertz som råstærk, selvdyrkende flæber) ser sin porno karriere ideelt genspejlet i
gamle kærlighedsfilm, eller når de forlokkende havfruer ikke tøver med at oversprøjte Far Øverst med den nøgne sandhed – jo, han er en fordrukken drømmer med dårlig ånde (Lars Knutzon forsvarere staklen med robust komik).

Men spillet har svært ved at finde sit fokus. Og det skønt instruktøren Inger Eilersen med lydhør konsekvens har strammet op og fokuseret på datteren Plimrose og søstrenes pige-univers med dets sprøde seksualitet, udbrudslængsel og forvrængede skygger (Rebecca og Anja Owe er rigtig
gode som typer). Selv om det skurrer i ørerne, at Plimrose samtidig skal være så voksen og tale med skolet stemme, giver det dog her inden for god mening, at en gammel kridhvidhåret onkel kan  dukke op med sort kappe og fæle hensigter (Palle Huld gør ham rigtig styg og bred i mælet).
Men det er ikke Plimroses melodramatiske ungpigeblik, der bærer- synsvinklen hele vejen igennem. Og når den store stygge Onkel så samtidig skal ture frem som skyggen fra fortiden i dramatisk konfrontation med Mor Joy og Far Øverst, bliver det til en temmelig banal klichehistorie om det
store familie- og fortidsopgør. Nice Uncle Productions er spændt for hårdt op mod stykkets absurd poetiske raptus, og historien om pigen der ville være voksen drukner i banaliteternes støn.
MONNA DITHMER 
 Instruktion: Inger Eilersen. 

Med 

Helle Hertz,
Lars Knutzon,
Rebekka Owe,

Anja Owe,
Palle Huld,
Birgitte Simonsen
Ann Kristine Simonsen.