Anmeldelse af JENS KISTRUP

Rialtos opførelse af »Don Juan« vender op og ned på det positive og det negative i Molières komedie DON JUAN Med Molières »>Don Juan« har forestillingen meget lidt at gøre. Eller rettere: slet ingenting. Den afslører Don Juan som en kyniker, en ugudelig. Men den ser bort
fra, at han hos Molière også er en helt, konsekvent i sit had til (og sin åbenlyse gøren brug af) hykleriet, Molières dødsfjende nummer ét. Til gengæld sentimentaliserer den tjeneren Sganarel. Og det er næsten endnu mere anti-Molière’sk. Iscenesætteren Inger Eilersen lader ikke bare denne rolle spille af en kvinde, der til sidst vokser sammen med den drømmekvinde bag alle kvinderne, Don Juan har elsket, gennem de mange til én. Nej, hun lader simpelt hen Sganarel personificere det gode, hvor Don Juan personificerer det onde.
Hun lader ham/hende stå som en bekymret-indigneret modstander af hele Don Juans Juans livsførelse, hans forhold til kvinderne, hans fornægtelse af Vorherre. Alt det, Molière skulle bruge Don Juan til, for at bekæmpe sine fjenders »>fromme<< tyranni- jævnfør Tartuffe! – er ganske enkelt ikke til stede i Flemming Enevolds éndimensionale Don Juan. Og det er forestillingens skyld. Hvis jeg var Flemming Enevold, ville jeg anklage Inger Eilersen for sabotage. For med hele sit synderegister og med den himlen så straf, han til sidst nedkalder over sit hoved – bliver Don Juan så at sige det positive skræmmebillede i Molières komedie. Hvad derimod Flemming Enevold – med brintet hår og let slidt i betrækket – får lov til at vise, er kun Don Juan-figurens »bagside«. Men hvad hun lægger af positivt ind i Sganarels feminiserede rolle, er om muligt en endnu større forbrydelse mod Molière. Det slår i øvrigt også Sganarel-figuren i stykker. Forvandlingen er ikke konsekvent. Hvordan forklare Sganarels uforstilte glæde over, at Don Juan har omvendt sig hvad han naturligvis viser sig ikke at have gjort! – når de scener er intakte, hvor Sganarel uden moralske kvababbelser optræder helt på linje med sin herre, lydig og loyal? eks. i deres fælles mishandling af ågerkarlen hr. Dimanche. For at ingen skal være i tvivl om, hvad forestillingen er ude på, åbner opførelsen med nogle aforismer om kærligheden lagt i munden på Sganarel: »Den, der lever uden kærlighed, lever ikke.” Og Sganarel fører dette positive budskab videre, som om meningen med Molières komedie var at finde der. Selve modstykket til Don Juans konsekvente og totale gudsfornægtelse På det givne – 100 procent misvisende – grundlag er Inger Eilersens »Don Juan iscenesættelse imidlertid talentfuld nok og fascinerende nok. Flemming Enevold er lige præcis den Don Juan, forestillingen vil have ham til at være. Hverken mere eller mindre. Og Helle Merete Sørensen er i og for sig glimrende som den Sganarel, der repræsenterer den kvindelige kærlighed over for Don Juan’ismens foragt for og misbrug af kvinderne.  Når nu komedien skal spilles på den måde. 

Hvis udgangspunktet ikke var så forrygende forkert -Brechts »>Don Juan« version har sin del af ansvaret, Per Holmens bearbejdelse sin; ville Inger Eilersens iscenesættelse befinde sig i den øverste kunstneriske prisklasse. Og skuespillerne omkring de to i centrum får hun
det maksimale ud af. F.eks. Solbjørg Højfeldt som Donna Elvira, Berrit Kvorning som
luderen (tidligere bondepigen) Charlotte, Gerz Feigenberg som hendes bedragne kæreste, Niels Anders Thorn som hr. Dimanche og Lars Lohmann som Don Juans far.
Forleden »Et dukkehjem« i protest mod Ibsen. Nu »>Don Juan« i protest mod Molière.
Tendensen er klar, men farlig. Bør iscenesætterne ikke skrive deres egne stykker i stedet for at gensplejse andres?

Medvirkende:

Personer:
 Flemming Enevold
Helle Merete Sørensen
Berrit Kvorning
Solbjørg Højfeldt
Gerz Feigenberg
Lars Lohmann
Berrit Kvorning
Niels Anders Thorn
 

Bearbejdelse: Per Holmen.
Iscenesættelse: Inger Eilersen.
Scenografi: Nina Flagstad.