Anmeldelse af JENS KISTRUP 

Den inderste livsnerve
Stort teater på lille scene: »Edderkoppekvindens kys« suverænt iscenesat og gribende spillet på Det Ny Teaters studioscene

EDDERKOPPEKVINDENS KYS. De er fanger i samme fængselscelle Valentin fængslet for at have deltaget i den politiske guerillakrig mod magthaverne, bøssen Molina for at have forgrebet sig på mindreårige. En kærligheds historie med både homo- og heteroseksuelle overtoner. Med alt det, der skiller dem fra hinanden seksuelt og politisk, intellektuelt og følelsesmæssigt – bliver de begge fanget i det samme edderkoppespind. Fanget – og forløst.
Tilsyneladende er en virkelig kontakt – for ikke at sige kærlighed mellem dem en bundet til sit maskuline politiske-militære univers – kampen for socialismen går forud for eventuelle private følelser. Og modsætningsvis flygter Molina ind i den billige sentimentale romantik, som han har oplevet i biografen -især den film om panterkvindens kærlighed, hvis handling han udførligt refererer for sin cellekammerat. Det er også en historie om det mandlige og det kvindelige i  mennesket. Og endelig en historie om det grænseoverskridende i det, vi kalder kærligheden, hvor fortrængning og frigørelse næsten ikke er til at skelne fra hinanden. Lyder det forvirrende? Det er forvirrende – ikke alene for os andre, men også for de to mænd spærret inde i det bur, den lille scene på Det Ny Teater er forvandlet til. Men selvom »Edderkoppekvinden kys« hører til de sjældne dramatiske tekster, over for hvilke enhver definitiv fortolkning kommer til kort, er livet i
den så voldsomt og så intenst, at man uafbrudt gribes – også af det, man ikke umiddelbart »forstår« Den ene realist, den anden romantiker så enkelt er mønstret i den argentinske forfatter Manuel Puigs skue spil »Edderkoppekvindens  kys«. Men så enkelt kan det, de to personer er – og det, der sker mellem dem – ikke stilles op. Sådan virkede stykket i hvert fald i Inger Eilersens på
én gang stærke og seismografisk fintmærkende iscenesættelse. Forestillingen viser tydeligt den dobbelte bevægel instruktørens indsats beskriver: at føle sig helt ind bag huden i figurerne – og så
derfra at vove det spring, det er at give dem en synlig scenisk form. Og det er svært at forestille sig de to roller bedre spillet, end de bliver af Jens Arentzen og Peter Gilsfort. For det første er deres status i fængslet ikke den samme, for så vidt som Molina har fået til opgave af fængselsdirektøren (stemme:Poul Bundgaard) som en slags stikker at lokke så mange oplysninger om Valentins politiske virksomhed ud af ham som muligt. Og for det andet sker der efterhånden en følelsesmæssig forskydning i forholdet mellem dem. Hvor fastlåset i det politiske Valentin end er, fanges han ind af den historie, Molina fortæller af dens »romantiske« fantasi, men måske også
af den kærligheds- og kvindeangst, den repræsenterer. Og trods Molinas >>officielle<< som kammeratens hverv hemmelige fjende, forelsker han sig i ham – i den forstand, at han i stadig højere grad føler, at han overtager hans identitet. De to bytter så at sige roller. De nærmer sig hinanden ved at blive den anden – beseglet ved det kys, der til allersidst udveksles mellem dem.
Og det er ikke tilfældigt, når Valentin kalder Molina en »>edderkoppekvinde<< – edderkoppekvinden, der fanger mennesker i sit spind. For Jens Arentzen underspiller ikke det bøssede hos den homoseksuelle Molina. Han dramatiserer det snarere. Men samtidig er der en smerte i ham, en rådvildhed eller en forladthed som hos en lille dreng, der er løbet hjemmefra og ikke kan finde tilbage. Og selv om Peter Gilsforts guerillafører konsekvent søger at bevare sin strengt politiske livsholdning, fører det fysiske sammenbrud hos ham til et følelsesmæssigt  gennembrud – kærligheden som en mere reel, men derfor også mere besværlig og regelløs størrelse, end den har været før. Hver for sig og sammen gør Jens Arentzen og Peter Gilsfort »>Edderkoppekvindens kys« til en oplevelse af dem, der synes at røre ved ens inderste livsnerve. Det har Inger Eilersens dristigt beherskede iscenesættelse en meget væsentlig del af æren for understøttet af Niels Peter Flints virkningsfulde scenografi, Anders Koppels klagende-jublende musik og Mads Madsens »irregulære« lysdesign. Overalt accentueres den mærkelige nervøse uro i den overlegent skrevne dialog angsten som en realitet og kærligheden som en mulighed i et indre og ydre univers, hvor intet er sikkert.

Medvirkende:
Peter Gielsfort

Jens Arentsen

Oversættelse: Iben Hasselbalch.

Iscenesættelse: Inger Eilersen.

Scenografi: Niels Peter Flint. Musik:

Anders Koppel.

Det Ny Teater, Lille Scene.
Foto Per Morten Abrahamsen