FALSETTOLAND Programtekst af Ian Adam
Oversættelse Johnny Jørgensen 

Jeg så første gang kimen til denne lyriske og smukke, men foruroligende musical under navnet MARCH OF THE FALSETTOS i 1981, off-Broadway i New York. Siden er den blevet udvidet og skrevet sammen til FALSETTOLAND, Som nærmest er en kammeropera. Den blev første gang præsenteret som helaftensproduktion på Broadways John Golden Theatre, den 29. april 1992, med musik og tekster af William Finn og manuskript af William Finn og James Lapine. Den vandt en Tony-Award for bedste originale musik og fik en samling
usædvanligt begejstrede anmeldelser, som hyldede den som et genialt værk. Jeg så dette bevægende show i sin udvidede form kun et par måneder senere. Og at tilslutte sig mængden af hyldesttilkendegivelser til det ville virke overflødigt, overfladisk og anstrengt. Men det, der slog mig mest, da jeg sad på tilhørerpladserne en varm lørdag eftermiddag sammen med et ægte familiepublikum, der var fuldstændig hudflettet af begivenhederne, var, at denne forestilling ikke er skabt til et specielt publikum! Den gik direkte til sagens
kerne med sin charme, vid og umiddelbarhed og dens egentlige budskab var, at livets glæder af og til er stilfærdige og dets sorger krævende og pludselige, uafhængigt af hvilket seksuelt, religiøst eller etnisk tilhørsforhold man har. Selv om forestillingen bevæger sig ind i AIDS-epidemiens begyndelse i 1981, lægger den 70’ernes frigjorte periode bag sig. Vi er kun et par sange inde i forestillingen, da de to mænds forsoning bliver overskygget af iagttagelser fra naboen, Dr. Charlotte, der arbejder som 1. reservelæge på et hospital og bor sammen med sin kvindelige kæreste (der forsøger sig som koscher-kok inden for nouvelle cuisine). Da hun synger “Hvad det er, der spreder sig”, er vi godt klar over, at sygdommen endnu ikke har spredt sig, men det står samtidig klart for os alle, at det mellemliggende årti ikke længere kan lukkes inde i skabet.
Herfra udvider William Finn sine idéer uden at miste hverken balance eller humor. Helt fra det nænsomme øjeblik, hvor Marvins søn Jason håber på, at et jødisk mirakel kan redde situationen, over den uafrystelige smukke kvartet med dens underfundige reference til John Donnes “Death be not proud”, til Whizzers grumme accept af døden. Og videre til Marvins klagesang, der sørger og på en måde også kalder den elsker til live igen, som han forlod kone og barn for, helt frem til kulminationen i den gribende spirituelle indvielse til
manddom, som Jasons Bar Mizvah er William Finn taler til en hel generation, når han lader hustruen Trina synge “Prøver på at følge med, mens tiden skifter” – fremfor alt får denne musical een til i sit stille sind at tænke på den mangel på forståelse for minoriteter, der
findes i enhver af os. Velkommen til FALSETTOLAND – og denne musicals temmelig universelle forestilling om familie og hjem og de foruroligende måder, som livet forstyrrer disse to størrelser på.

Oversættelse Pia Juul

Iscenesættelse Inger Eilersen
Scenografi Tore Sæther
Lysdesign Bo Led Andersen, Niels Fabek
Lyddesign  Søren Møller Nielsen
Kapelmester Stig Christensen
Sangkonsulenter Ian Adam Lise Dandanell
Klarinet, sopran- og tenorsax Albert Grøn
Elbas, kontrabas Ole Ulvedal/Bjørn Petersen

Trommer, perkussion, Claus Vesterskov

Keyboard Piano, keyboard Stig Christensen

Medvirkende:
Henrik Weel
Lars Lohmann
Githa Lehrmann
Sussanne Sangill
Jesper Vigant
Gitte Siem
Henrik Have Larsen 

Foto: Lars Horn / Baghuset