Anmeldelse

AF JENS KISTRUP

Sam Shepard vender virkningsfuldt tilbage med ”Fool for Love” på Team Teatret i Herning. Med alle sine elementer af folkekomedie -cowboy- og luderdrama udspillet på et beskidt amerikansk motel nær den mexicanske grænse – er »Fool for Love« en sær blanding af romantik og realisme. En drøm om kærlighed, der bliver konfronteret med en virkelighed af utroskab, vold, frustration. Fædrenes synder nedarves på børnene – også når det gælder den »store« kærlighed. Hvis Sam Shepards skuespil Fool for Love« har en moral, kan den formuleres omtrent sådan- uden at nogen i øvrigt vil kunne sige, hvor megen sandhed og hvor megen løgn der er i det, vi lidt efter lidt får at vide om fortiden. Men så meget er sikkert, at når den livslange kærlighed mellem de to halvsøskende Eddie og May bliver en forbandelse for dem begge to, skyldes det, at de så at sige har overtaget den fra den forrige generation. Der førte banalt på en måde – og alligevel mærkeligt ægte takket være dialogens rå, direkte liv. Og selv om Sam Shepards stjerne er dalet – indtil midten af 80’erne var han det store nummer i ny amerikansk dramatik er det værd at give ham en chance til. Det viser opførelsen af »Fool for Love« på Team Teatret i Herning  sidst på sæsonen kommer det samme stykke op på Aalborg Teater. Er det for stærkt at tale om et come back? For Sam Shepard til en vis grad. Og i hvert fald for instruktøren Inger Eilersen, der vise hvor stort et iscenesætter-talent hun er, er Team Teatrets »Fool for Love« et overbevisende, næsten forførerisk vidnesbyrd om. Inger Eilersen kan om nogen den kunst: ligesom at fylde rummet og atmosfæren – med dramatik. Et glimrende scenebillede af Jan Wessel – med neonskiltene udenfor lysende gennem persiennen. Og en lige så glimrende musik af Ivan Horn – ikke bare et akkompagnement til dramaet, men en levende del af det. Blandt skuespillerne samler lyset sig om Uffe Kristensen som elskeren og halvbroderen Eddie- en he-man i tvivl om sin egen mandighed, en fantast i sine private myters vold, bundet til en pige, han atter og atter må svigte. Uffe Kristensen har alt for rollen og spiller den, så at alle sider af den kommer frem. Dorthe Larsen som pigen May ser rigtig ud, smuk, slidt og lidt stakkels – og bliver via Inger Eilersen bragt derhen, hvor hendes mangelfulde teknik og replik næsten ikke bliver et problem længere. Claus Uhland er ganske vittig og komisk-rørende som den pæne fyr, hun p.t. kommer sammen med for at se sig selv som en del af et spil, hvis rækkevidde han ikke er i stand til at overskue. Og Aksel  Rasmussen dæmper sig selv virkningsfuldt ned som Eddies (døde?) far, der på én gang er stykkets kommentator og en nøglefigur i dets handling. En lille forestilling, der vokser voldsomt i den halvanden time, den spiller – som et realistisk spil om mennesker og som en moderne myte om den fortid, vi følelsesmæssigt slæber rundt på. Hvor meget vi end søger at fortrænge den.

Oversættelse: Inger Eilersen/Per Holmen.  

Iscenesættelse:  Inger Eilersen.

Scenografi: Jan Wessel.

Musik: Ivan Horn.