Bibelsk drama om at leve i skyggen af kendte forældre
og svundne idealer
TEATER
AF SUSANNE SIMON RASMUSSEN
I den oprindelige myte om Kain og Abel gennemspilles motivet om, hvordan misundelse leder til  brodermord. Morti Vizki har gendigtet historien i skuespillet »Kains mærke«, og i hans halvt bibelske og halvt nutidige version kommer den til at handle om livet efter store ideers  sammenbrud. Positionen i skyggen af forgængerne og bevidstheden om det tabte Paradis er et grundvilkår for de to brødre, der betegner sig selv som »kendte folks børn «.Stykket opføres på Husets Teater, der er rykket ind i nye lokaler på Halmtorvet. Her har scenografen Maja Ravn sat det ind i en sammenhæng, der bogstaveligt sætter syndefaldet op som baggrund for handlingen. Et hvidt uendelighedsperspektiv, der kan blive til både stjernenat og kornmark, omgrænser en central, sekskantet celle. Den er fuldstændigt dækket af et maleri af Adam og Eva i Edens have, og herinde foregår store dele af handlingen. Morti Vizkis udgave af historien tilføjer et nyt element i form af kvinden Lucifers figur. Hendes rolle turde være antydet alene ved navnet, og hun er da også sat ind for at bringe handling i en historie, hvis udfald er til at forudsige. Hun er en hybrid af engel og dæmon, og hun flirter på skift med brødrene, indtil hun til sidst spiller dem ud mod hinanden. Udgangspunktet er ellers godt nok. Abel, fårehyrden og lillebroderen, er en drømmende natur, der ser tilbage på det reservat, forældrene forlod. Men han er også angstfuld, tvivler på sine egne evner og har mareridtsvisioner om et fremtidigt reservat ved navn Auschwitz, hvor Kains æt vil bekæmpe hans slægt.

Storebror Kain er derimod ansvarligheden selv. Han er en desillusioneret bondeknold, der tålmodigt prøver at få en mening ud af det værende. Han er jævn og pligttro, og set fra hans syns-
punkt bliver det derfor ekstra urimeligt, at den ureflekterede Abel tilsyneladende får alt foræret, og oven i købet har angstanfald, der i Kains øjne bliver til flæberi. Det ville endda være til at bære, hvis det ikke var for Lucifer, for med hendes indblanding forvandles hans beskyttende og lidt formynderiske holdning over for Abel til jalousi. At Abel tilsyneladende ikke holder sig tilbage, men oven i købet inviterer damen i biografen frem for at komme til broderens fødselsdag er irriterende.
Men offerscenen, hvor det ser ud til, at han oven i købet er i kridthuset hos de højere magter, bringer Kain helt fra koncepterne. Raseriet kulminerer, da Lucifer vil have ham, men på den betingelse, at han rydder broderen af vejen. Når forfatteren har indføjet den djævelske kvinde er det for at give historien mere handling, og for at fylde motivet til brodermordet bedre ud. Hun er dog ingen entydig skikkelse, idet hun også er det guddommeliges talerør. Under alle  0mstændigheder bliver hun skæbnens katalysator, som starter den accelererende jalousi, og derefter selv læsser det nødvendige brænde på bålet. Figuren er dramatisk set vanskelig,
fordi den er iscenesættelsen af en idé, her en blanding af uskyld og femme fatale. Hun har derfor ingen særlige karaktertræk, og hendes motiver forbliver ukendte. I stedet skal hun gå rundt og
være. I dette tilfælde være forførende. Den lidt problematiske rolle fyldes dog udemærket ud af Ann Eleonora Jørgensen. Den tillidsfulde og lidt naive Abel spilles dækkende af Dejan Cukic, og især Jesper Lohman er god som den stadigt mere forpinte Kain. De har god hjælp af en dialog, der bliver levende ved en fin vekslen mellem det bibelske og hverdagssproget, og som derfor aldrig ryger ud på overdrevet af hverken det patetiske eller platte. Historien om de kendte folks børn,
der må forsøge at forvandle det værende til noget meningsfuldt er god. Det lægges ikke meget til den ved at digte Lucifer ind i billedet, men det sætter fut i fortællingen. Dog kan det undre, hvorfor Kains og Abels motiver nødvendigvis må være erotisk funderede for at blive troværdige. Men alt i alt er det en vedkommende forestilling om de tabte horisonter, om idealet som er forsvundet ud af syne. Den bliver relevant i slutningen af et århundrede, der har været domineret af store ideer, og hvor vi stadig lever med drønene af deres sammenbrud  som et ekko bag os.

»Kains mærke«< af Morti Vizki opføres
på Husets Teater (Halmtorvet) af teatret
Ordet.

Instruktion: Inger Eilersen,
Scenograf: Maja Ravn.

Medvirkende:
Jesper Lohmann,
Dejan Cukic
Ann Eleonora Jørgensen.

Kains mærke blev udvalgt til at deltage i BONNER BIENALEN , en festival for ny europæisk dramatik