”Kunstnerisk respons Er min yndlings arbejdsmetode over alle. Primært fordi af jeg som skuespiller får Lov, i LANGT højere grad, at være med som kunstner på et projekt. Jeg får lov at være mere skabene, mere reflekterende og føler mig pludselig som uundværlig for er projekt. Det er min fornemmelse, at alle har en fælles følelse af at være uundværlig fordi man NETOP ikke kunne havde laver akkurat den forestilling, man nu er igang med at skabe, uden lige akkurat MIT krøllede hoved og mine krøllede ideer. Det giver mening for ALLE i en kreativ Proces at føle sig uundværlig.
Derudover skaber det FANTASTISKE rammer for et tillidsfuldt arbejdsrum hvor feedback metoderne er fantastiske værktøjer Så man undgår at såre hinanden følelser i en følelsesladet og sårbar proces.
Derudover synes jeg at metoden er enormt moderne og vigtig for kommende dansk teater. Metoden giver en den største ejerskab af en tekst eller materiale.
Med denne metode føler jeg mig, som skuespiller, ALDRIG bare som skuespiller.
Jeg føler mig som kunstner, skaber og vigtig. Dét er vigtigt!”
Emma Sehsted Høeg
”En kandidat i Kunstnerisk respons ville være så oplagt. Faktisk en kandidat jeg ville overveje kraftigt at tage, særligt fordi at jeg oplever som skuespiller at jeg igennem denne metode kan sætte præg og være med til at skabe kunst og materiale i en fx forestillingssammenhæng eller anden kunstnerisk sammenhæng.
Jeg bruger selv denne metode meget! Faktisk altid. Som skabende skuespiller er den guld værd. Det er et konkret og enkelt værktøj som i mine øjne stikker dybere end 'Åbninger' og andre metoder som taler ind i lidt det samme område.
Med andre ord det er et vigtigt værktøj både som skuespiller og instruktør. Jeg tænker instruktøren kan få svar på spørgsmål, som de aldrig havde tænkt eller forudset via denne metode, og det er virkelig en god måde at 'aktivere' skuespilleren på. Så igen, der skal laves en kandidat inden for dette område, og jeg håber også den vil henvende sig til skuespillere der har en instruktør i maven. Det er en metode der gør op med de 'klassiske' måder, der bliver arbejdet på ude i branchen, og det skal selvfølgelig ændres. Så Inger en lang mail, men det jeg dybest set siger er, at jeg inderligt håber der kommer en kandidat i Kunstnerisk respons. Det vækker i hvert fald min interesse!! ”
Alexander Mayah Larsen
”Her er et lille skriv - om de bedste minder jeg tar med mig fra skolen.
Ofte når nogen spørger mig hvilke forløb vi har haft på skolen, fortæller jeg, med glæde, om Medea lab.
Det var første gang jeg på mine 4 år oplevede legeglæden komme tilbage. Det var som om, jeg blev mindet om hvorfor jeg elskede at spille skuespil, som da jeg var barn og satte små regler op, så legen kunne gå i gang. Jeg kan huske at jeg kiggede på Inger og sagde at det var helt sjovt at spille teater igen. Oveni det ser jeg det ikke kun metoden nyttig i forhold til teater, men også noget der ville være meget brugbart i forbindelse med karakterarbejde på film.
Jeg udviklede mig helt vildt på de 4 uger vi havde det.
Metoden gjorde det muligt for mig at udfolde min kreativitet. Jeg fandt ud af ting jeg ikke vidste jeg kunne. Det er den bedste måde at finde svar, i stedet for at tænke sig til alt.
Som skuespiller oplevede jeg at blive sat i situationer, jeg ikke havde ventet, og derfor blev udfaldet tit mere spændende. Det er også en fantastisk mulighed for at vise den kunstner man er, og alle de sjove ekstra ting man også kan.
Der er også noget meget frisættende over det, da alle søger, så jeg som skuespiller ikke skal nå hen til et facit.
Jeg har sågar fortalt mine venner der studere på universitet om det, for jeg ser det som en metode der også, uden for kunstens verden, kunne give os nye svar, på vigtige spørgsmål.
Laura Skjoldborg
"Kunstnerisk respons" har for mig og de grupper jeg har samarbejdet i, været et helt unik værktøj og en metode der virkelig for åbnet op for det kreative arbejde på gulv som skuespiller men også som iscenesætter. Som skuespiller er det en fryd at få sine egne tanker forløst på gulvet også selvom det kan virke uforløsende, men der efter har man feedbacken til at samle op.
Da jeg medvirkede i medealab blev jeg forelsket i teateret og alt den frihed der ligger i det. at få lov at øse ud af sin kreative kraft og byde igennem et fælles materiale!
Det er der plads til. At byde igennem. at bryde igennem. at undersøge og skabe et flydende men stadig nuanceret arbejdsrum hvor man glæder sig til at komme op og eller blive inviteret op i andres bud på scenerne fx.
Vi for skabt et fælles sprog, et fælles grundlag, en bank og et bankende hjerte for et fælles projekt hvor alle har været medskabende tværfagligt. og så bliver det sociale bånd styrket og friheden vokser.
det synes jeg er et godt udgangspunkt for scenekunst.”
Marcus Gad Johannesen
”Jeg blev første gang introduceret til Inger Eilersens metode "Kunstnerisk respons" i kurset MEDEAlab, hvor vi for første gang i min skoletid havde et forløb der satte det kunstneriske FØR det håndværksmæssige.
Metoden åbner og den sender eleverne på gulv FØR, vi når at tænke. Det gør at vores umiddelbare tanker og lyster og smertes-punkter blive kastet op på gulvet, før vi kan nå at pakke dem ind eller præsentere dem på en skøn eller poleret måde.
I løbet af skoletiden lærer instruktørstuderende bl.a. Stanilsavskij-metode, og det giver jo en stærk rygrad som instruktør, og netop i kombination med denne åbnende, spørgende metode, som Inger har udviklet, blev jeg fuldt rustet til at gå videre som professionel instruktør.
Metoden har en dobbelt virkning;
En materialedannende og en ud-dannende og derfor er den særligt velegnet i skole-regi. Metoden bruges til at udvikle materiale, og gør i sin enkelhed det, at den tvinger deltagerne til at handle først og tænke/analysere i gruppe efter (der medfølger et udbygget feed-back redskab). Men der sker også det, i lærings-sammenhæng, at det bliver tydeliggjort for eleven selv, hvad det egentlig er, der er vigtigt at fortælle, fordi man ikke medierer eller manipulerer med sit første indskud. Det er netop dette første indskud, som er materialet, og som vi så i samlet flok analyserer.
Det er enormt udviklende for en elev, at forstå, hvad vedkommende egentlig brænder for at fortælle.
Og eleven finder det selv, for det er ikke en lærer der docerer, HVAD der er vigtigt at fortælle.
Denne indsigt kan være sværere at opnå i f.eks. Stanislavskij undervisningen.
Alle jeg kender fra min skoletid, der har været udsat for Ingers metode, bruger den gentagent i deres arbejde, eller afarter af den.
Jeg tror derfor, at en metode som denne, i samspil med en klassisk uddannelse i f.eks. Stanislavskij ruster instruktører og andre scenekunstnere til en praksis ikke kun som håndværkere, men som kunstnere med egen stærke vision og interessefelt, der kan træde ind i samfundet og tage det store ansvar på sig at spejle og spørge til verden af i dag for et publikum.
I en tid med self-branding og målgruppeanalyser, ser jeg også denne metode, som en måde at vinde kunstnerens vigtighed og bevæggrund tilbage. Det er netop igennem disse eksperimenter at kunsten har sin berettigelse, og det er gennem eksperimenter, at vi finder kunsten af i morgen. Vi kan godt komme til at være for optagede af at sælge billetter, eller af personlig popularitet - kunstnere er jo i sagens natur ofte forfængelige. Det umuliggør denne metode på fineste vis.
Jeg tror også at denne arbejdsform, og andre som den, skaber fælleskab og ideerne afsmitter på hinanden. Da vi havde MEDEA -Lab, var alle ideer alles, og man så det som en gave når man fik inspiration fra andre og som en anerkendelse når man kunne se at ens eget arbejde havde afsmittet på en medstuderendes eksperimenter. I vores tid er det vigtigt at vi dyrker hinanden og fællesskabet, og stormer frem som en generation af kunstnere og ikke som karriere-individer.
I samspil med Kunstnerisk research ser jeg Ingers metode som utrolig tidssvarende, en metode, der åbner for de problematikker og historier, der skal fortælles idag, og jeg tror at denne metode, i et skoleforløb med andre mere traditionelle tilgange, vil udklække tidssvarende scenekunstnere af højeste kvalitet.”
Camille Sieling Langdal
"”Arbejdet med kunstnerisk respons, som jeg mødte i forbindelse med Medea Lab, har haft en grundlæggende betydning for mit arbejde som kunstner, kunstnerisk facilitator og sceneinstruktør.
Jeg oplevede at arbejde bidrog til at jeg fandt min kunstneriske stemme og interesse fordi jeg i et trygt rum over flere omgange skabte sceniske materiale der tog udgangspunkt i mit eget kunstsyn og interesse.
Det er få steder på skolen hvor jeg er blevet afkrævet kunstneriske svar der manifesterede sig fysisk i rummet, og nu hvor jeg står på grænsen af branchen er det noget af det jeg vil savne mest. At afprøve scener, virkemidler og interesser i rum foran andre kunstnere og dele vores tanker om det.
Et er hvad jeg lærte om min egen proces og interesse ved selv at arbejde med kunstnerisk respons. Noget andet er hvad jeg lærte ved at følge de andre kunstnere i deres arbejde. Som instruktør er arbejdet meget ensomt og det var unikt for mig at se særligt de andre instruktørers metoder på tæt hold i en nysgerrig proces.
Jeg oplever at metoden allerede har spredt sig ude i branchen og bliver videreudviklet på forskellig vis. Selv har jeg udviklet videre på det jeg lærte og opdagede på Medea lab, og det har været essentielt for den samskabelse vi havde på alle parametre på især vores afgangsforestilling GOOD
"”Arbejdet med kunstnerisk respons, som jeg mødte i forbindelse med Medea Lab, har haft en grundlæggende betydning for mit arbejde som kunstner, kunstnerisk facilitator og sceneinstruktør.
Jeg oplevede at arbejde bidrog til at jeg fandt min kunstneriske stemme og interesse fordi jeg i et trygt rum over flere omgange skabte sceniske materiale der tog udgangspunkt i mit eget kunstsyn og interesse.
Det er få steder på skolen hvor jeg er blevet afkrævet kunstneriske svar der manifesterede sig fysisk i rummet, og nu hvor jeg står på grænsen af branchen er det noget af det jeg vil savne mest. At afprøve scener, virkemidler og interesser i rum foran andre kunstnere og dele vores tanker om det.
Et er hvad jeg lærte om min egen proces og interesse ved selv at arbejde med kunstnerisk respons. Noget andet er hvad jeg lærte ved at følge de andre kunstnere i deres arbejde. Som instruktør er arbejdet meget ensomt og det var unikt for mig at se særligt de andre instruktørers metoder på tæt hold i en nysgerrig proces.
Jeg oplever at metoden allerede har spredt sig ude i branchen og bliver videreudviklet på forskellig vis. Selv har jeg udviklet videre på det jeg lærte og opdagede på Medea lab, og det har været essentielt for den samskabelse vi havde på alle parametre på især vores afgangsforestilling GOOD
FOR NOTHING og på mit og Emmas selvstændige afgang VELKOMMEN TIL PANDORA.”"