Vi kan sagtens se det; der er ingen, der behøver at fortælle os, at det er et goldt landskab og et nøgent univers, vi befinder os i. Den stemning slår scenografen Maja Ravn an, før forestillingen overhovedet er startet. Bagtæppet og scenen er beklædt med plader af skifer, og en isblok udgør den eneste rekvisit. En isblok med en indfrosset kniv. Kan noget så brutalt som et mord varsles smukt i billeder? Så må det her være måden at gøre det på.

Varslerne ligger dog ikke kun i billederne. Selv om vi hurtigt fornemmer, at “Kattemosen”s indledende scene, hvor Hester Swane begraver egnens sorte svane, ikke ligefrem er noget frugtbarhedstegn, skal der alligevel lidt forhistorie til for at få sat svanen, den unge kvinde og begges skæbne i relation til hinanden.

Som i et shakespearesk drama dukker den blinde, men naturligvis klarsynede, heks Kattedamen behændigt op og foregriber Hesters skæbne. Men Hester har hele sit liv ved mosen; sit hjem, sin datter og den mand hun elsker, og hun kan ikke forlade alt det for at undgå en halvtosset kones advarsel.

Hester Swane er en barsk dame, der behandler omgivelserne lige så hårdt, som de har behandlet hende. Hendes ydre er hærdet af svig og selvstændighed, men hendes indre er så ærligt, kærligt og sårbart, at det er umuligt ikke at holde af hende, i hvert fald i denne opsætning, hvor Ida Dwinger udlever hendes parti. Hendes livs kærlighed og den mand hun har sit barn med, Carthage Kilbride (Pelle Koppel), bliver trods sin naturligt feje, mors drengede karakter – og han har virkelig en dominerende mor i den velspillende Margrethe Koytu – provokeret til at være mand nok til at vælge en anden livsledsagerske end hende. Og som en anden Medea får det Hester til at vende sin forkvaklede kærlighed, både til ham og til barnet, til jalousi og hævn. Pelle Koppel ikke bare udvikler sin karakter troværdigt, men formår også at give Ida Dwinger det værdige modspil, hendes rolle fortjener. Begge bliver de farlige for hinanden, og det er den spænding – hvad kan de drive hinanden ud i, kombineret med varslet – der giver “Kattemosen” en særlig drivkraft, der ikke slipper sit publikum.

Også bipersonerne tilføjer fortællingen de rette nuancer og fuldender derved universet – grænselandet mellem eventyret og det, der ligner virkeligheden. Her skal Kattedamen fremhæves, gennemført karakteriseret – som det overnaturlige menneske med dyriske instinkter – af Bodil Sangill. Værd at lægge mærke til er også Helle Fagralid, der spiller den skrøbelige porcelænsdukkede Caroline Cassidy, som vælger tosomheden med en mand, Hesters forhenværende, der ikke elsker hende, frem for at blive i hjemmet som sin fars hemmelige elskerinde.

Instruktøren Inger Eilersen formår at give stykket den nerve, det fortjener, og i Morti Vizki har hun valgt en særdeles præcis oversætter.

Dramatikeren Marina Carr har skabt et irsk ingenmandsland, hvor tid og sted egentlig er overflødigt, hvor virkelighed og fantasi naturligt kolliderer, og hvor troen både på Gud og på det andet ukendte derude er lige så stærk. Hun kan virkelig sine klassiske dramaer, denne Carr, der ikke kan sige sig fri for at være voldsomt inspireret af både Shakespeare og Euripides.

Men om det gør noget? Nej, snarere tværtimod. Der kan være langt mellem de gode tekster, alt for langt, og hvis de gamle klassikere kan give Carrs personlige stil og humor, som teksten også har meget af, et ekstra løft, så skal man da kun glæde sig over det spændende resultat

Medvirkende
Ida Dwinger
Pelle Koppel
Helle Fagralid
Margrethe Koyto
Thomas Corneliussen
Bo Samuelsson
Bodil Sangil
Oversættelse: Morti Vizki
Instruktør: Inger Eilersen
Scenografi Maja Ravn
Foto :  Niels Krogh Hansen