Man forstår godt, at teaterlederen lugtede savsmuld med denne rolle. Den ligger lige til højrebenet hos den gamle Skovshoved-spiller.
For første gang nogensinde tænkte jeg: »Hold da op, hvor han ligner ham dér Frits Helmuth«.
Der ligger den samme galskab og lurer under overfladen. Hans spil balancerer mellem det verdensfjerne, vrede og rendyrket afmagt. Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg straks lokke ham tilbage til lærredet (for der kan jo ikke blive tale om engagement på et andet teater)…
Helmuths telefon-monolog undervejs er hylende morsom. Og han står da også for det meste af den sorte humor, der gennemsyrer stykket.
Han scorer SÅ mange point.

Angstskrig
Ulla Ankerstjerne er den kræftsyge kvinde Martha.
Hendes spil er så overbevisende, at tårerne presser sig på. Ikke fordi det er sentimentalt, men fordi hun leverer sin figur med den vildeste overbevisning. Hun går optimistisk til opgaven med at planlægge sin egen død, men ind imellem skriger hun af angst for den uundgåelige slutning.
Til trods for, at hun ikke i særlig høj grad bliver sminket syg, så lykkes det hende alligevel hele tiden at fortælle os, hvor langt i forløbet hun er. Skridtene bliver kortere og åndedrættet bliver tungere.

Salander
Som de to døtre møder vi et par gamle kendinge.
Lykke Sand Michelsen har tidligere været med i »Følelsernes Tektonik«, »Oliver T.«, »Mellem Himmel og Jord« og flere gæsteforestillinger, så hun er et særdeles velkendt ansigt på Team. Som regel bliver hun casted – som det hedder – i sødmefyldte ungpige-roller, men denne gang får hun lov at vise meget mere kant.
Og det klæder hende.
Hun stiller sortklædt op i et Salander-agtigt outfit, hun bander og svovler, er småneurotisk, bulimi-ramt og dybt urimelig. Hendes karakter er måske den, der udvikler sig allermest, for hun bliver voksen i takt med den fremadskridende cancer.

Eksplosion
Storesøsteren Rebecca spilles af Marie Vestergaard Jacobsen, som vi tidligere har set i den fænomenale børneforestilling »Det Lille Hus«. Hun står langt hen ad vejen svagest i ensemblet, fordi hun skal spille den pæne og ordentlige kvinde, der har styr på alting.
Men lige pludselig krakelerer hun fuldstændigt, da hun mister kontrollen over sin tilværelse. Det kommer som en eksplosion. Og så kommer der sandelig igen gang i lommetørklæderne blandt publikum.
Endelig skal jeg huske at rose afviklingen – men nu må det altså også snart høre op med alt det ros…
Den traditionelle pause (hvem sagde »coitus interruptus!?«), som har ødelagt så mange fine teater-oplevelser, fordi man pludselig skal rives ud af illusionen for at lægge penge i baren, er nemlig strøget. De fire skuespillere er på i præcis 103 minutter i streg, og det bidrager kraftigt til at publikum i den grad bliver tryllebundet.

Fugtige øjne
Team Teatret er med »Koldere end her« i total topform, og det er måske den bedste egenforestilling siden »Kreditorerne«.
Nej, drop det »måske«.
Det er den bedste.
Den er helt oppe at ringe!
»Koldere end her« går simpelthen under huden, og man lever og dør med familien Benson. De fire karakterer er totalt elskelige, og historien er relevant for alle.
Man forlader salen med fugtige øjne; bevæget og mere reflekteret i forhold til en meget vanskelig men særdeles vedkommende problemstilling. Og det i en grad, så det er vanskeligt at ryste af, fordi Team leverer budskabet så stærkt, som det kan gøres.
Det er stærkt nærværende og vedkommende teater for voksne. Og! Det er sjovt oven i.
Jeg vil tage det som en personlig fornærmelse, hvis ikke »Koldere end her« kommer til at spille for fulde huse. Og jeg vil ikke høre nogen undskyldninger…