Anmeldelse MELUND  – SCENEN SOM PALLET

Som et impressionistisk maleri bygger otte små spillesteder et billede op på Rialto Teatret

skaber den højeste kunst og dør med sin indsigt. Mikaël- handler om kærlighed. Om forholdet mellem kunstneren og lidelsen. Og om den impressionistiske realisme fra århundredeskiftet, der opsplitter helheden i detaljer.  Oppe i et stort ateliervindue står en ung mand model for en lidt ældre kunstmaler. Solnedgangens røde lys lægger sig smukt over  hans nøgne krop og viser os i et intenst nærbillede, hvordan en rygmuskel arbejder, da han begynder at tale. Vi lærer nu den mondæne kunstmaler Zoret at kende. Han har kastet sin kærlighed på modellen, livsnyderen Mikael, hvis begærlige appetit får ham til at vende sig bort fra kunstens og -mesterens- verden. Her bliver han offer for en kvindes ranker, mens Zoret gennem savnet og smerten Præcis sådan er Gerz Feigenbergs manuskript bygget
op. Og præcis sådan bliver det realiseret af instruktøren Inger Eilersen og scenografen Bjarne Solberg. Scenen er med sine mindst otte spillesteder som farver på malerens pallet, der hver især bidrager til helhedens illusion. Der er mange flot spillede passager, mange ele
gante og klare overgange. Det Søren Spanning som Zoret og Lars Simonsen som plejesønnen Mikaël fører penslerne så fint, at forestilling bliver troværdig er et ægte, impressionistisk teaterbillede, skabt for øjnene af os. Og det lever. Søren Spannings fremragende Zoret og Lars Simonsens sprudlende Mikael er de afgørende penselstrøg, der gør forestillingen troværdig. Og som gør, at man accepterer den lidt løse fortællestruktur og den manglende dybde i bi-historierne. For de lider unægtelig under hovedkonfliktens styrke.

Anmeldelse af Af MONNA DITMER
Store eksistenser iscenesat
En elegant, glidende rytme præger gennemgående forestillingen, der fejer henover scenen som en stilfuld, passioneret fin de siecle dans. Nok er der mere ydre drama, end vi er vant til hos Bangs stille eksistenser: jalousiopgør, duelleren, trekantsdrama omkring russisk storfyrstinde, homoseksuel farsøn alliance etc – men temaerne er velkendte: kunstnerens isolation fra livet, kærlighedens umulige forening og den store eksistentielle ensomhed og lidelse. Tonen af tragisk vemod er der, men forestillingen får også Bangs dæmpede åndfulde humor til at funkle.

PÅ MANGE MÅDER er det et forjættende rum, som Rialto Teatret inviterer os ind i med opsætningen af Herman Bangs kunstnerroman, Mikael, prægtigt dramatiseret og RENT scenografisk har Bjarne Solberg skabt et rum fyldt af skønhed og idé med farver spændende fra det gyldne, brune og grønne til det dybrøde; slanke opadstræbende søjler, en lyssætning der tryller med stemninger, og gardiner der fejer til side og diskret fører os fra det ene  sceneri til det andet. Den herved frembragte fornemmelse af teater-i-teatret rammer præcist ved dramaets kerne: forholdet mellem kunsten og livet. Dels peges der på livet som en stort anlagt iscenesættelse, hvor vi marionetagtigt føres afsted, dels fremhæves kunsten som et sted, hvor livet bliver sat i scene, men dernæst ‘aflivet’. Hele det romantiske kunstnerideal om det nødvendige i lidelse og afsavn fra livet for at skabe stor kunst bliver spillet igennem i skildringen af forholdet mellem den aldrende, veletablerede maler Zoret og hans protege,  elsker og yndlingsmodel, Mikaël – et forhold kendetegnet ved jalousi, tyranni, afhængighed og desperat, hengiven søgen efter kærlighed. Zoret har givet afkald på livet, for i stedet fra sit ateliers parnas at skabe værker ud fra den klassiske kunsts evige love. I dette regelrette,
velberegnede, uforanderlige univers kommer Mikaël som en storm af ungdom, og kreativ impulsivitet. Han er inkarnationen af liv, båret frem barnets begejstrede, umættelige  livshunger, en hensynløst hærgende sejrsbringer og hedonistisk indvarsler af en ny tid. Konflikten mellem de to mænd flammer op, da Mikaël forelsker sig i Lucia de Zamikoff, der
af har siddet model for Zoret. DET DOBBELT-ansigt, som Zoret klart har iagttaget hos Mikaël – den nådesløse brutalitet som livet, skønheden og kærligheden også rummer – gælder tillige Zorets egen, grænseløst givende kærlighed; forbundet som den er med et tyrannisk ønske om at styre og udsuge livet, for ikke blot at male lærreder, men skabe kunst.
Søren Spannings Zoret rummer en styrke i spændingen mellem det tilknappede ydre og den dirrende understrøm af følelser, og Mikaël bliver i Lars Simonsens fremstilling en gribende  blanding af kynisk hensynsløshed og forførende, øjebliks-begejstret uskyld. Ligeså nuanceret og dobbeltsidet fremstår de øvrige personer i forestillingen. I et ensemblespil, som er en sand nydelse formår Charlotte Sieling, Helle Merete Sørensen, Niels Anders Thorn, Peter Gilsfort og Gerz Feigenberg at skabe en bevægende fremstilling af kærligheden til det absolutte, af en sanseløs søgen efter livets få øjeblikke af fuldkommen lykke, om det så blot udmunder i en træthed indtil døden.

I HELE DENNE passionerede søgen efter det absolutte i kærligheden, i kunsten – skildres menneskene træer, der adskilt står side om side, men hvis rødder i det ubevidste mørke filtrer sig dybt ind i hinanden, i et rodnet, som ikke mindst er af kristent udspring. Hele kunstnertematikken om at se – om øjenlyst, om at se det sande og om at gøre det. usynlige synligt – har grund i Syndefaldet, hvor mennesket får øjnene op for køn, synd og død. Navnesymbolikken omkring Lucia (den forførende, kristne martyr, der hellere ville flå sine øjne ud end ofre sin jomfrudom) og Mika’el (ærkeenglen der besejrer de sataniske magter) samt Zorets Guds- og retfærdighedsanfægtende citater fra Jobs Bog peger på den større
mytisk-åndelige scenario, som kunst- og lidelsesproblematikken er indskrevet i. Først da Zoret virkelig ser livet (mærker smerten over tabet af Mikaël) og erkender livets dybere lovmæssigheder, kan han skabe den store kunst. For det vigtige er ikke det, der er på maleriet, men det maleriet får os til at se. 

Medvirkende.:

Søren Spanning
Lars Simonsen
Peter Gilsfort,
Helle Merete Sørensen,
Niels Anders Thorn,
Charlotte Sieling,
Gerz Feigenberg.
Rialto Teatret.

Herman Bang »Mikaël«,
Dramatiseret af Gerz Feigenberg.
Instruktion.: Inger Eilersen.
Scenografi.: Bjarne Solberg.
Lys: Peter Romer.