Anmeldelse
Intensitet fra første øjekast
Mungo Parks overrumplingstaktik får tyndt drama til at gøre et tigerspring
DE ER fremmede for hinanden. Joseph Beuys lod sig engang med bind for øjnene fragte fra Berlin til New York for at mødes med en prærieulv, lukket inde i det samme bur i en uge. Når Mungo Park i dag lukker en fremmed mand ind i en kvindes 60er-lejlighed i en uge (dog ikke non stop) – med den pointe at de to skuespillere ikke har mødtes før premieren – er spørgsmålet det samme som i den legendariske 70er-performance: Hvordan vil mødet mellem de to fremmede spænde af?
Et teaterstunt, der tjener som passende finale for teaterchef Lars Kaalunds arbejde på Mungo Park med at udforske grænserne for, hvordan teater kan fungere, når det virkelig er live, og skuespillerne ikke har snuden nede i manuskript og arrangementer.  Eksperimenterne har strakt sig fra forestillinger lavet på en dag, til Hamlet på en uge og seks instruktører på banen i et år. Før sparelystne teaterchefer bliver alt for tændte på ideen bag det seneste forsøg, skal det præciseres, at Anders W. Berthelsen og Karina
Skands skam har gennemført et længere prøveforløb blot med stand-in-makker og i et andet rum. Intentionen fra instruktøren Inger Eilersens side har været at fange den første nakkehårs-rejsende konfrontation mellem skuespillerne på scenen. Det er lykkedes, der var en kriblende intensitet over mødet mellem de to fremmede. Banke-banke på, og ind
træder manden til kvinden med de stramme, gulbrune batikmønstre ud over vægge, gulv og gardiner: ‘Du vil godt vide hvorfor jeg er kommet”? Dramaet, skrevet af James Saunders som var et navn på 60ernes engelske scene, er så skematisk forudsigeligt, at det virker helt corny. 

Det udnytter opsætningen nok så lystigt ved at lade de fumlende replikker spille på, at det faktisk er første gang de to ramler sammen. Følelsen af at være på glatis er reel. Naboerne er imidlertid fra dramatikerens side udstyret Teatre med en mere politisk fremmedproblematik, idet manden ikke bare kommer fra etagen ovenover, men fra et østeuropæisk outsiderland, og kvinden bliver derved udstillet i al sin forløjede humanisme, fordi hun ikke bare stikker ham den lussing, enhver anden liderlig flab ville

have indkasseret. Det virker nu mest som et politisk korrekt nummer.

HOVEDSAGEN er den kæde af smalltalkende pinagtigheder, som mand og kvinde uvægerligt vikler hinanden ind i, med den karrygule sofa og kaffebrygningen i køkkenet som de to spændingspunkter i universet. Tilskuerne vrider sig på stolen, og det er tilsigtet.

Med et glimrende greb udnytter Inger Eilersen og scenografen Maja Ravn dramaets skematiske gentagelsestvang og vender undervejs rummet om, så det hele ses bagfra. På’en igen med mand og kvinde, der kredser om hinanden i stadig mere ravende, eksplosiv stil. At Anders W. Berthelsen kan være meget andet end Taxa-helt viser han i stærk fysisk stil med tilbagestrøget kejtethed og frembusende aggression. Og dramaet begynder omsider at slå gnister, da Karina Skands midt i sit fint koldt-varme vekselspil lader kvinden opgive det pæne kaffesippenip. Med et furiegreb om gardinerne skrider hun gennem rummet for at stige op på den karrygule som en anden ulvinde: Hvem jager hvem?

Så om forestillingens gnist så reelt skyldes overrumplingsmanøvren med de to skuespillere, eller om det simpelthen er en velfungerende, langtidsholdbar opsætning, lader sig kke afgøre. For Naboerne dyster kun en uge. En træfsikker exit for Lars Kaalund og de mestendels livskraftige eksperimenter på Mungo Park

Medvirkende:

Anders Berthelsen
Karina Skands
Iscenesættelse: Inger Eilersen.

Scenografi: Maja Ravn.