Anmeldelse tof. 

Drama som flår i nervetrådene Sindsoprivende skuespil i en mesterlig instruktion David Mamets »>Oleanna
Selvfølgelig skal man vogte sig for definitive udsagn. Men et mere sindsoprivende skuespil end David Mamets >>Oleanna« er det meget svært at tænke sig. Det flår i nervetrådene, det provokerer retfærdighedssansen, og det chokerer ved sin udstilling af vanvid. Mere intenst spillet og velinstrueret teater er sjældent set.Det er magt-, køns- og klassekamp langt over
stregen, ud i den rendyrkede inkvisition, men her –og hvis det stod til os -skulle hun brændes, langsomt og sydende. Carroll hedder hun og er studerende på et amerikansk universitet, hvor hendes lektor overvejer at dumpe hende. Hun tuder. Han trøster. Og det skulle han aldrig have gjort, for han aner ikke, hvad han er oppe imod. Da Carroll har sundet
sig, udtænker hun sin djævelske hævn – eller rettere, dén griber hende, og hun lader den accelerere, mens hun ser til med uforbeholden fryd. Hvert et uskyldigt ord, han har sagt for at hjælpe hende, og hver lille medmenneskelig berøring vender hun imod ham til en ubarmhjertig anklage for sexchikane. Det er katastrofalt, for han står lige over for fastansættelse og er ved at købe drømmehuset, som familien vel skulle få råd til nu.
»Du har ikke længere magten«, triumferer hun, og som en sindsforvirret revolutionær påtager hun sig ansvaret for det ganske universitet. Og hun helmer ikke før dødsstødet: voldtægt! Nej, det er ingen sygehistorie om en afsindig feminist eller en neurotisk fascist, men falder ud som uhyggeligt realistisk drama takket være det fremragende spil af Bolette Schrøder og Søren Pilmark. Hun vokser overbevisende fra hystade til hyæene. Han fylder rollen med stress og vantro. Og Inger Eilersens instruktion er rent ud mesterlig, lige opmærksom på nuancerne i stemmens og kroppens sprog, bevidst over for pausernes spændingsværdi og dybtborende til det hudløse. Publikum sad som på nåle, åndeløst foruroliget over hvad der dog kan ske
på det levende teater.

Anmeldelse BETTINA HELTBERG 
Søren Pilmark og Bolette Schrøder brillerer i Inge Eilersens instruktion af Oleanna.
HVIS MAN siger, at David Mamets skuespil Oleanna dybest set handler om hermeneutik – fortolkningskunst- har man ret. Hvis man siger, at det handler om sproget som magtmiddel og den bitre kamp mellem den, der har autoritet til at fortolke og udlægge sandheden – læreren og den, der skal underkaste sig autoriteten – eleven – har man også ret. Det dybeste plan i David Mamets raffinerede skuespil er en anfægtet debat om kommunikationsbrist og
magtfordeling i en undervisningssituation. Stykket kunne hedde: ‘Når eleven tager magten’. Den omvendte ‘Enetime’. Resultatet af den magtomvending ser David Mamet på med dybt alarmeret mistro. Hans skuespil er et debatindlæg af den lidenskabelige slags. Han føler, at der er noget, som lærer og elev dog må kunne blive enige om. Om så blot det enkle, menneskelige udsagn: I dag er det dejligt vejr! Et fælles menneskeligt grundlag, som ikke er styret af tolkningernes skjulte interessekonflikter og den undertrykte parts altomfattende bevidsthed om at være undertrykt. I skuespillet viser det sig, at håbet er forgæves. Konkret handler stykket om noget mere håndgribeligt: en ung kvindelig studerendes fatale anklage om, at hun er blevet udsat for sexchikane og voldtægtsforsøg af sin universitetslærer. An-
klagen synes både han og vi er grebet ud af luften. Men hun tror fanatisk på sin tolkningssandhed – og hun ender med at knuse ham.

PROBLEMSTILLINGEN ER betydeligt mere relevant i David Mamet’s USA en d herhjemme.
De amerikanske universitetslærere lever livet farligere end deres danske kollegaer. Anklager om faglige utilstrækkeligheder, om sexisme, racisme og chauvinisme i undervisningen er levet almindeligt forekommende i den amerikanske kultur, hvor minoritetssynspunkter og borgerrettighedsbevægelser af enhver art har fået en stigende betydning. Kravet om political correctness, ‘politisk korrekthed’, er blevet brugt til at stemple anderledes tænkende borgere som reaktionære eller racister. Er du modstander af de sortes, af bøssernes eller af  kvindernes berettigede krav om kompensation for århundreders undertrykkelse? Er du imod retfærdighed? Tror du som forsker og underviser på din integritet og objektivitet? Du er racist! På et vist tidspunkt bliver de udskammede borgeres slette samvittighed vendt til vrede. De provokerede mainstream -amerikanere er holdt op med at vende den nok!
DETTE ER den kulturelle undertekst til skuespillet ‘Oleanna’, hvor den studerende Carol opsøger læreren John på hans kontor forat fortælle ham, hvor lidt hun forstår af hans under-
visning. Mine sociale forudsætninger er så anderledes, klager hun. Han er egentlig travlt op-
taget af at telefonere med konen om køb af hus. En vittig optakt om kommunikationsproblemerne. Alle de halve sætninger og de halve ord og afbrydelser! Men han er også venlig og velvillig over for Carol, akademisk åben, oven i købet i stand til at relativere selve meningen med den højere uddannelse som rettighed for alle – ja, han tillader sig den luksus at debattere selve det grundlag eller den gren han selv sidder på. Han er uden blik for hendes bitre overlevelseskamp for at nå frem til universitetseksamen, uden blik
for hendes status som minoritet. Da hun bryder sammen i hulkegråd, trøster han hende, og det skulle han ikke have gjort. For Carol henter den undertryktes skjulte ressourcer af vrede og hævnfølelse frem. Nu er det hendes tur til at definere sandheden. Derfor bliver al hans trøst til tilnærmelse, hans sympati til slibrig anmasselse og hans venlighed til seksuel påtrængenhed. I løbet af et år er rollerne vendt totalt om. John er ribbet for alt, skandaliseret,
har udsigt til afskedigelse. David Mamet setter en giftig sluttrumf på magtspillet. Et menneske kan tirres så meget, at de uretfærdige anklager bliver selvopfyldende. I INGER EILERSENS stramme iscenesættelse brillerer Søren Pilmark og Bolette i Schrøder i et glimrende intenst samspil. Fra Mamets side er hans rolle den klareste, og Søren Pilmark forvandler sig for vore øjne fra velvilligt stresset vindertype til knust taber. Hvilken fremragende skuespiller. Bolette Schrøder kunne vel have valgt at forsvare den giftige Carol, der vokser sig mægtigere og mægtigere med henvisninger til principper, og til sin gruppe, alt
hvad hun som kvinde repræsenterer. Med sit flammerøde hår og en giftig kulde er hun blevet en entydig skurkinde. Også i det valg kan der dog være noget provokerende, for hvornår har vi sidst set en kvinde som entydig skurk på scenen? Dét har længe ikke været korrekt. Dramaet er et indlæg for den tanke, at sandhed findes, at nogle tolkninger er rigtigere end andre. Spændende dramatik på Kongens Nytorv, som endnu engang vinder over Stærekassens uegnede scenerum.

Medvirkende

Søren Pilmark
Bolette Schrøder
Oversættelse Adam Price
Iscenesættelse Inger Eilersen
Scenografi Steffen Aarfing
Lysdesign Kim Borch
Koreografisk konsulent Søren Steen
Musik arrangeret og spillet af  Ivan Horn
Foto: Marianne Grøndahl.
Det Kongelige Teater i samarbejde med Det Danske Teater
sæson 1994/95