Snedronningens KYS
Anmeldelse
INFORMATION FREDAG 27. MAJ 1994
Frk. Wilsons fornemmelse for sne
Af MICHAEL BONNESEN
Da den lille Gerda møder Prinsen, tror hun fejlagtigdoms tabte kærlighed. Intet kunne være mere forførende. Og da hun opdadger sin fejltagelse og drager videre på sin lange rejse, bliver hun stillet over for det klassiske spørgsmål: Hvem er du? Hendes svar er meget gri-bende og udløser da også forestillingens største melodiske opsving: Jeg er den, der før var Gerda. Det er ikke kun tabet af uskyld, der hér sørges over. Men dette at ha glemt, hvem man var, og hvor man skulle hen. Dette at have ladet sig sinke på vejen mod det egentlige.
Dét bliver senere til erkendt erfaring: For at bane sig vej gennem snemasserne, må man gemme sine følelser. Men man må huske sine følelser for at vide, hvor man skal hen. På tærsklen til Snedronningens slot er Gerda ved at blive voksen. Hun står ved korsvejen, hvor håb og vemod krydser hinanden. Og dér falder nogle af de smukkeste, knappeste og mest rammende ord, der er sagt om dét at blive voksen Wilson fortsætter med at udmale en fascination, der er lige så skræmmende ‘voksen’ som kold og umoden. Og den lille Kay forsvinder som en anden Tannhäuser ind i Venusbjerget. Erin Wilson har ikke gendigtet eller dramatiseret H. C. Andersens eventyr, men nytolket og omformuleret det med en – i hvert fald i den engelske originaltekst- snertende poetisk præcision og til tider chokerende hudnær sprogdragt omkring det seksuelle vokseværk. I Annika Hoydals ret formidabelt fatale og velsyngende skikkelse arriverer Snedronningen med bare bryster og lange hvide fingernegle, der ligesom hendes krave af lange hvide fjer fremmaner billedet af et snefnug i Kæmpeforstørrelse. »Kom til mit skød, kom til mit slot, hvor tiden står stille«, synger hun og Blomsterne og især roserne er hos H. C. Andersen det gennemgående symbol på tro, tillid og uselvisk kærlighed. Det er flot, at Erin Cressida Wilson griber det i luften og vender det på vrangen, når Snedronningen omtaler sit skød som rosen uden torne. Et symbol på den farlige, forvanskede voksenhed, som skærer igennem og amputerer i stedet for at vokse organisk.
Tilsvarende må Gerda igennem smertelige prøvelser
for at redde sin sjæl med over i voksenlivet: Bolsje-heksen, der forsøger at fastholde hende i et infantilt slikke- og sutte-land. Prinsen, der forsøger at forføre hende til følelsesløs sanselighed. Troldepigen, der giver hende adgang til hendes egne mørke sider og smelter sammen med hende, så hun får rådighed over sine kræfter og evner, også de dunkle. Og
Lappekonen, som fortæller hende, at hun må smelte og fortære Snedronningen, optage hende i sig, for at blive fri og genvinde Kay. Rigt stof, som iscenesætteren Inger Eilersen, scenografen Jan Wessel og ikke mindst kostumetegneren Maja Ravn udnytter fantasifuldt på den store scene i Herning Isstadion, som hvis noget skal kritiseres – faktisk er for stor til forestillingen, selv om kor, statister, skøjteløbere og orkester fylder pænt og grupperes effektfuldt i landskabet. Et mindre rum og en bedre oversættelse fra engelsk til dansk ville godtgøre, at forestillingens potentiale er stærkere, end det hér virker. ‘Opera’ betyder i denne forbindelse, at alle replikker synges, og Sten Ørtings musik er netop stærkest i det deklamerende, reciterende og handlingsbefordrende, mens de melodiske opsving enten er (velgørende)
kortfattede eller stort anlagte emotionelle sug med schwung og klang af gangbar musicalmønt fra Hair over Sondheim til Schoenberg
Dét forhindrer ikke et par flotte ørehængere, korsatser og karaktér-numre: en tango, et stykke rigtig rock etc. Rebekka Owe er en lille
perle i rollen som Gerda, vital, pågående, hudløs, fuld af håb, drift og smerte. Det er hende, der har fængslet forfatteren og komponisten, og i sammenligning er Kays rolle mindre gennemglødet, selv om Remi Lewerissa energisk udfylder de rammer, der nu engang er.
Nævnes for det gode skal også Marie Louise de Conninck som Lappekonen i spidsen for en hel lille hær af fakkelbærende lapper i rødblå nationaldragter. Hun er så at sige Gerdas indre fortæller, hendes vejviser på den lange rejse. Som er det modsatte af dét Snedronningen siger om sig selv. En rose med torne. Snedronningens Kys stikker og kradser, hvor mange musicals nøjes med at blomstre.
Medvirkende
snedronningen/røvermor: Annika Hoydal
Pige/røverdatter: Gertrud Esther Holm
Gerda: Rebekka Owe
Kay/prinsen: Remi Lewerissa
krage: Ulrich Freundlich
hunkrage: Mette Madsen
lappekone: Marie Louise de Conninck
prinsesse: Karina Pedersen
Orkester:
bas: Thomas Fog
trommer: Bjarne Jannik Kjær
cello: Hanne Høy Houengaard, Herning stadstrio
guitar: Simon Harder
tangenter: Sten Ørting
fløjte: Morten Koppelhus
Rockopera af Erin Cressida Wilson med musik af Sten Ørting
oversættelse: Vibeke Bjelke – Morti Vizki
Instruktion: Inger Eilersen
Scenografi: jan wessel
Kostumier: Maja Ravn,
Lyddesign: Peter Küchelhahn, rs-lyd
Lysdesign: Jens Meyer, light partner
Korledelse: Morten Koppelhus
Koreograf: Mette Bennike
Total fotos: Jan Wessel
