af Gert Duve Skovlund
I 1920’erne skrev Herman Hesse sin roman »Steppeulven«. Hesse døde i 1962 og seks år efter blev den pludselig en kultroman, der samlede proselytter.  I hovedrollen som den desperate forfatter Harry Haller, der i fortvivlelse over tilværelsens ulidelige tyngde lægger ud
med at ville tage sit eget liv. Men han reddes, da en art Mefisto i skikkelse af luderen Hermine – måske det kvindelige element i Herman Hesse dukker op og indgår en pagt med Harry. man prøver at fremstille filosofisk tankegods på film. Det er et kendt freudiansk billede af vor bevidsthed, at den er som et isbjerg – ni tiendedele er skjult under vandet og Hesses roman dukker ned under overfladen og går på trip i al det skjulte. Bevidsthedsudvidelse var ordet i ’68 og det er denne, filmen viser os. Harry skal blindt følge Hermine. Hun fører ham til en slags livsglædens underverden, hvor han kan få alle sine forbudte steppeulv-dyriske lyster styret. At forføre de  vidunderligste kvinder, slå fjenden ihjel som krigshelt, at få samtaler med Mozart og
Goethe- kort sagt: der lukkes op for Harrys syrede underbevidsthed og på et både vidunderligt og mareridtsagtigt fedt og bad trip lærer han gennem humoren at finde tilbage til en umiddelbar sanselighed, hvor intellekt og boglært viden ikke kan bruges
til noget. I det Magiske Teater, der kun har adgang for gale, oplever Harry den totale bevidstheds udvidelse. Pagten med Hermine indebærer, at Harry til sidst forelsker sig i Hermine – og slår hende ihjel. Intet under at denne Steppeulv i slutningen af 60’erne blev en kult-roman. Men hvad med filmen? I den forbindelse var det opløftende fornylig at se, hvordan Hesses Steppeulv kan dramatiseres. Det fik undertegnede lejlighed til på Statens Teaterskole, hvor Per Holmen Jensens
dramatisering fungerede flot i Inger Eilersens iscenesættelse.
Medvirkende.
Jesper Christensen
Bennedikte Hansen
Pauli Ryberg
Abelone Koppel

samt 2 års skuespillere, bl.a Joy Frederiksen, Sofie Stougård, Kim Bodnia, Jesper hyldegård og Claus Gerving

Instruktion Inger Eilersen

Scenografi Karin Trille Høy
Koreografi: Rhea Leman
Musik Frans Bak