Ventesorg
”Du kom snigende uventet ind i vores liv og tog magten over hverdagen. Du er IKKE velkommen!!!” Hvilke tanker bliver sat i gang, når vores nære får en livsændrende sygdom? Hvilke følelser vækker det, og hvad kan vi gøre for at hjælpe os selv og hinanden i den situation? I forestillingen VENTESORG fortæller en række pårørende om sorgen, vreden, savnet, minderne og frustrationen over de situationer, de står i som pårørende.
”Jeg savner, at du er min mor og at jeg er din datter.”
I forestillingen møder vi blandt andre Xenia, hvis mor er ramt af demens, og inden hver besøg aldrig ved hun hvad der venter hende – for kan hendes mor genkende hende? Anni lever med savnet til sin mand, som hun mistede for to år siden, efter et sygdomsforløb hvor hun nægtede at sende ham på plejehjem. ”Kan man være glad når man står i sådan en traumatisk og trist situation” Alle har det til fælles, at måtte leve i en dagligdag hvor sygdom og savn er blevet en fast bestanddel og hvor egne behov fylder mindre.
Vi bliver alle pårørende en dag – og hvor skal vi gå hen for at få hjælp? Er vi overhovedet i stand til at håndtere de kæmpemæssige forandringer, som rammer os og vores kære? De spørgsmål prøver en gruppe kvinder sammen med C:NTACT og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune – at besvare i forestillingen VENTESORG.
Medvirkende: Anni, Soley, Linda, Merethe, Sibelle, Neel, Xenia, Ditte, Elizabeth, Karin
Instruktør: Inger Eilersen
Projektleder: Leonora Wulff-Jørgensen
Instruktørassistent: Setareh Niknam Tavin
Foto: Jon Bjarni Hjartarson
Visual Design: Malte Hauge
Videoproduktion: Mahdi Fleifel
Podcastproduktion: Benjamin Mørch
Ide og koncept: Henrik Hartmann
Anmeldelse – Nomineret til årets særpris
“VENTESORG rammer ofte pårørende til mennesker, der har et langt sygdomsforløb foran sig uden tegn på bedring. På scenen i Edison, C:NTACTs hjem, møder vi en række kvinder, hvis mænd, søstre eller mødre er blevet ramt af Parkinson, Alzheimer og andre langvarige og tilsyneladende håbløse lidelser.
Anni, Soley, Linda, Merethe, Sibelle, Neel, Xenia, Ditte, Elizabeth og Karin beretter en række stærke personlige historier, og selvom de ikke er skuespillere, så ser og hører man smerten.
Inger Eilersen bør komplimenteres for sin lydhøre og sobre iscenesættelse, der tilmed giver plads til humoren – uden hvilken alt ville have være ubærligt.
Vi forlader Edison med respekt for de medvirkende kvinder, og forhåbentligt bedre rustet til at møde og forstå lignende udfordringer.”
(Michael Søby) CPH Culture
